Lad os bare erkende det. Vi laver alle fejl. Det er, som vi nok godt ved, en del af det at være menneske. Sandheden er dog, at mange af os er bange for at lave fejl. Den såkaldte nulfejlskultur, hvor vi frygter ikke at være perfekte og hvor vi helst prøver at skjule vores fejl fylder i vores samfund og på mange arbejdspladser.
Men hvis vi gerne vil lære. Gerne vil udvikle os og blive bedre, så er fejl faktisk noget af det bedste vi kan lave. Hermed ikke sagt, at vi bevidst skal lave fejl og lave de samme fejl igen og igen. Nej, men der hvor vi ser de fejl, vi endnu engang kommer til at lave, i et lidt større perspektiv og virkelig tager ved lære dem – der gemmer sig et stort udviklingspotentiale.
På arbejdspladsen handler det i høj grad om den kultur der hersker…
- Italesætter vi vores fejl?
- Går ledelsen forrest og viser, at de også er mennesker, der laver fejl?
- Deler vi åbent vores fejl med hinanden?
Vi skal turde tale højt om vores fejl, hvis vi ikke allerede gør det. Vi skal se både vores egne og kollegaernes fejl som vigtig læring. På den måde fordrer vi en sund præstationskultur, hvor fejl er en naturlig del af (arbejds)livet. Du kan derfor med fordel have dine fejl og deraf ”Lessons Learned” med i evalueringen, hver gang du afslutter et større projekt. På den måde kan du og dine kollegaer dele jeres lærepenge.
Gode fejl er de fejl, vi lærer af.
Psst. Skulle du være ny i mødebranchen, kan du måske imødekomme nogle af dine spørgsmål og undgå et par småfejl ved at læse blogindlægget her.