Begrebet bæredygtighed bruges af alle om mangt og meget, så første skridt er at definere, hvordan det tolkes, afgrænses og defineres for dig og din planlægning. Det handler langt hen ad vejen om at bruge sin sunde fornuft samtidig med at udfordre ”det plejer vi”. Her er en god portion nysgerrighed over for muligheder og alternativer en nødvendighed.
Det er helt ok at tage fat i de lavthængende frugter. Brug dem til at skubbe processen med en bæredygtig tilgang til møder i gang. Så kommer der helt automatisk en masse andre konkrete tiltag frem. Her 5 grønne tips, som du hurtigt kan implementere i dine møder:
Postevand i stedet for flaskevand
CO2-udledningen fra produktion af 1 l postevand fra den centrale forsyning er 750 gange lavere end fra en liter flaskevand. Vælg derfor i stedet postevand i kander fra hanen, gerne tilsat frugt eller krydderurter til at give lidt smag.
Komposterbart service
Service af bambus, sukker- eller majsstivelse eller palmeblade kan bruges til f.eks. picnic og receptioner og er et smukt og funktionelt alternativ til plastikservice.
Spar printet med et online værktøj
Brug en app eller anden online løsning, så undgår du at printe deltagerlister, programmer, sponsorliste, afstemninger, evalueringsskemaer mm.
Bambus roll up
Alternativet til de mere traditionelle roll ups er produceret af bambus. Bambus giver et robust, miljøvenligt materiale, og planten vokser hurtige end andre planter med en vækstperiode på fire-seks år.
Konferenceposer
Har du brug for at distribuere trykt materiale til dine gæster, så køb certificeret økologisk Fairtrade bomulds-muleposer.
Rigtig god fornøjelse med dine bæredygtige møder.