Sanselige Møder

Nu er jeg ikke typen, der mærker for meget efter, sådan indeni… man ved jo aldrig hvad man kan finde 😉. Men jeg må dog erkende, at møder der kun taler til få af de menneskelige sanser  – ja – de er ikke særlig spændende at deltage i.

Det gode ved den slags møder er at de er nemme at planlægge. Men så stopper det også der.  De giver nemlig ikke samme effekt – og samme resultater – som de møder, hvor arrangøren, oplægsholderne og mødestedet har gjort en indsats for at aktivere en masse af vores sanser.

 

Lad mig give et eksempel; når undersøgelser viser, at belysningen på sygehuse, kan have betydning for, hvor hurtigt patienten kommer sig, hvorfor skulle belysningen i mødelokalerne, så ikke have betydning for vores indlæring? Og hvem er ikke blevet taget tilbage til barndommen af en duft? Dufte vækker minder, musik vækker følelser. Mindeværdige møder er møder, som inkluderer alle sanserne.

En nem måde at få aktiveret dine mødedeltageres sanser er ved fx at holde frokosten som picnic udenfor på græsset (hvis det er sommer). Eller slutte mødedagen af med varm kakao ved pejsen om aftenen. Der behøver ikke være store dyre lydanlæg og Michelinstjerner på tallerkenen. Udfordr dit mødested og hør hvad de kan tilbyde, som aktiverer flere sanser, hos dine mødedeltagere.

 

De bedste hilsner,

Stine Nybo

Projektchef i OrgaNicer

© 2022 OrgaNicer, All Rights Reserved